Publiseret: 8/3-2019
Opdateret: 6/3-20222
At beskytte sig imod at andre har adgang til dine private data – når du er online – er ikke nemt. Jeg tror ikke man kan forebygge at det sker medmindre man helt fravælger at bruge Internettet, og alene det at staten og kommunerne digitaliserer mange af deres områder, gør, at langt de fleste af os er nødt til at have adgang til Internettet – og bruge statens Nem-/MitID hertil.
Det er så heller ikke det værste ved snageriet i dine private data når du er online, for med hensyn til login på offentlige hjemmesider via Nem-/MitID – så er det er jo data om dig, som staten allerede har via SKAT, sundhedsvæsenet, politiet etc.
Det som er en udfordring, er, at staten og andre har en interesse i at vide, hvad du går og foretager dig online.
- hvilke hjemmesider du besøger
- hvilke podcast du lytter til
- hvilke videoer du ser
- hvad du skriver i SMS’er, emails og chat og med hvem
- hvad du siger i telefonsamtaler og hvem du taler med
- hvad du kommunikerer på sociale medier og hvem kan læse det
- hvad skriver du i dine dokumenter og regneark på din computer
- hvilke billeder du tager og hvilke vidoer du optager
- hvilke produkter og services du køber online og hvordan du betaler herfor
- hvad du taler med familie og venner om – når du har dit TV, din computer, din mobiltelefon, en Alexa (eller en konkurrent) tændt og tæt på dig, og mikrofonerne i disse apparater kan lytte med på samtalerne – eller 3. part kan se med via eventuelle indbyggede kameraer.
- hvor du færdes – har du din mobiltelefon tændt kan din placering i forhold til GPS eller de mobilmaster du er tæt på – sladre om, hvor du færdes samt hvornår
- når du kører i trafikken bliver dine nummerplader scannet og sted og tidspunkt registreret hos politiet.
Listen er lang og bliver hele tiden længere….
Jeg er meget kraftigt imod at stater og store teknologi-virksomheder opsamler ovennævnte data fra dig uden at du på forhånd har givet samtykke hertil, herunder når det drejer sig om stater, at de opsamler data om dig via eksempelvis NSA, CIA og PET – uden at de på forhånd har fået en retskendelse hertil fra en uvildig dommer.
Jeg ved godt det aldrig bliver lavet om, så længe vi har stater, og der kommer ligeledes heller ikke noget pres på politikerne – når mange borgere har den holdning, at det er iorden stater spionerer imod dem, fordi de ikke har noget at skjule.
Dog skulle disse borgere hæfte sig ved Edward Snowdens vise ord:
“At være komplet ligeglad med at andre spionerer imod dig – fordi du ikke har noget at skjule. Det svarer til at du er komplet ligeglad med din ytringsfrihed, fordi du alligevel ikke har noget at sige.”
Hvordan beskytter jeg mine private data når jeg er online?
Jeg forsøger at gøre en af følgende 3 ting.
- Helt forhindre at spionage online kan lade sig gøre
- Kan jeg ikke det, så minimere mængden af data som andre kan få adgang til online
- Kan jeg ikke det, så gøre det langt mere besværligt at få fat i mine online private data
Her er nogle af de konkrete ting jeg gør:
- Jeg bruger ingen former for sociale medier’s app på min mobiltelefon, for her har de adgang til billeder, videoer, SMS’er, kontakter, min geografiske placering, de indbyggede kameraer og den indbyggede mikrofon.
- Har jeg brug for et telefonnummer til en krypteret chat-tjeneste såsom Telegram Messenger, så køber jeg et billigt SIM-kort og lægger det på en billig mobiltelefon, som jeg har nulstillet og det eneste der ligger på den telefon er så eksempelvis Telegram app’en. Derefter kan man så bruge denne telefon til at få oprette Telegram adgang via sin computer. Den mobiltelefon brugers ikke til noget som helst andet, og den er slukket 99% af tiden.
- Jeg minimerer brugen af Google Maps til at finde vej, når jeg kører bil, og i stedet anvender jeg en dedikeret GPS, som sidder fast i bilen
- Jeg har sat et kraftigt stykke sort tape over selfie-kameraer – jeg lider desværre ikke af narcissisme, så jeg har ikke det store behov for at tage selfier 😉
- Når jeg er færdig med at bruge mikrofoner og webcam på min computer (eksterne enheder) så kobler jeg – altid – enhederne fra computeren
- Jeg bruger ikke email fra store teknologivirksomheder såsom Gmail, Yahoo-mail, Hotmail m.v., jeg har min egen email server kørende i skyen på en server i udlandet (baseret på Mail-in-a-box). Et andet godt alternativ er Proton e-mail
- Jeg ville gerne kryptere alle mine e-mails, men ingen jeg kender ønsker at bruge tid på at opsætte dekryptering af e-mails i deres ende – desværre
- Jeg minimerer SMS’er og jeg bruger ikke Facebook’s Messenger (jeg er slet ikke på Facebook). Jeg bruger i stedet krypteret chat via eksempelvis Signal.
- Jeg minimerer at optage videoer og tage billeder med min mobiltelefon, i stedet bruger jeg et dedikeret kamera hertil – som ikke er koblet op på Internettet og hvor apps på mobiltelefonen ikke har adgang hertil
- Jeg tager ikke backup af data via store teknologivirksomheder, eksempelvis Google Drive eller Microsoft OneDrive. Jeg bruger i stedet en kombination af en ekstern harddisk og en lille teknologi virksomhed som befinder sig i Norge. Før jeg sender data til backup – ud af huset – så samler jeg data i zip-filer og krypterer dem. Først derefter bliver de uploadet til min backup-server i Norge.
- Jeg bruger aldrig online tekstbehandling og online regneark, jeg bruger det kun på min computer (jeg bruger Libre Office)
- Jeg ser aldrig videoer på YouTube hvor jeg er logget ind på en Google konto (Google ejer YouTube). Så snart jeg er færdig med at være logget på en Google konto, så logger jeg ud og sletter alle mine browser cookies før jeg fortsætter (Det sker kun i arbejdsregi – aldrig privat). Hvis en video er tilgængelig på eksempelvis Bitchute, Odysee, Rumble eller Brighteon, så foretrækker jeg at se dem der fremfor på YouTube.
- Jeg bruger en browser som Brave som har indbygget anti-reklame og anti-spionage filtre
- Jeg laver altid først en søgning efter information via den søgemaskine der hedder Duckduckgo, jeg vælger kun at bruge Google såfremt Duckduckgo ikke kan finde den information jeg søger. Bemærk at Duckduck.go er desværre primært baseret på Microsoft’s søgemaskine Bing.
- Jeg har en VPN konto som jeg benytter på alle mine enheder – mobiltelefon og computer – fra hjemme til piv-åbne WiFi netværk på et hotel. VPN = Virtual Private Network og det er software, der kan skabe en krypteret tunnel fra en mobiltelefon eller en computer til en VPN server – så kan ingen cyber-kriminelle sniffe mine logins og hvad jeg ellers gør online. Du skal dog aldrig bruge dit VPN når du er logget på big tech platforme som Twitter, Facebook, Google, YouTube, Gmail m.v. Det kræver naturligvis at jeg kan stole på min VPN udbyder. Ligesom det ellers kræver at du kan stole på dit mobilteleselskab set i forhold til at bruge deres sendemaster til at komme online.
Når venner og familie hører dette, så plejer de at sige, at de ikke fatter jeg orker det. Det er slette ikke i ‘orke’ kategorien, det er blevet en fed sport 🙂
Har du selv gode tiltag, der gør, at man kan beskytte sine private data, når man er online, så skriv gerne en kommentar nedenfor 🙂
Tak til Pixabay for gratis billede
Jeg bruger Fitch med en tor browser uden plugins fra ekstern harddisk. Der var nogle ideer du her har nævnt som jeg ikke var klar over. Tak for det.
Hej Anders
Det var så lidt 🙂
/Grosen