Lad os bytte vores frihed med big mothers sikre og trygge rammer.
Giv mig min personlige frihed tilbage
Mit første landsmøde overhovedet for et parti var LA’s landsmøde i 2011 og her var Asger Aamund gæstetaler og 3:25 minutter inde i sin tale siger han at Danmark har fået “en mærkelig perverteret form for folkestyre”.
Lige da jeg hørte det kan jeg huske, at jeg stillede mig selv det spørgsmål: “Kan folkestyre være perverteret?”. Vi har jo demokrati hvor folket via frie valg stemmer på de politikere, som de gerne vil have repræsenterer dem i Folketinget og styrer landet ved lov. Det er jo ikke længere kongen der sidder som enevældig hersker.
Asger Aamund nævnte så, at der i 2011 nu var flere af landets ca. 4 mio. vælgere der var (og formoder jeg stadigvæk er) udenfor arbejdsmarkedet, så nu kan det flertal, som er udenfor arbejdsmarkedet stemme sig til de penge, som kommer fra det mindretal, der er på arbejdsmarkedet og som tjener penge og betaler skat.
Jeg har faktisk sidenhen gået og reflekteret en del over dette, for jeg har altid opfattet vores udgave af demokrati, som en meget god styreform. Jeg har altid været tilhænger af proportionale valg, hvor man forsøger at sørge for, at hvis et parti får 12% af stemmerne i hele landet, ja så får partiet også tilsvarende antal sæder i parlamentet, for der er jo mulighed for store regionale forskelle i fordelingen af de stemmer, som et parti får. Jeg er dog ikke umiddelbart begejstret for at der overhovedet findes en spærregrænse (eksempelvis 2% i Danmark og 5% i Tyskland) for det betyder jo, at der kan være borgere, som ikke bliver repræsenteret i Folketinget. Omvendt så har vi ikke et kludetæppe af småpartier i Folketinget, som måske ville gøre det politiske arbejde langsommere. Jeg har altid stillet min lid til, at det danske folkestyre var fair og repræsentativ med en forholdsvis lav spærregrænse og med proportionale valg – ikke mindst når vi sammenligner os med lande som Storbritannien, hvor man har flertalsvalg i enkeltmandskredse. Her er det den kandidat i en kreds, som får flest stemmer, der løber med hele mandatet, så hvis denne kandidat kun får 51% af stemmerne, ja så er stemmerne afgivet af de øvrige 49% spildt.
Men er det ikke meget godt?
Mit bud er i dag nej, jeg mener faktisk:
- at vi har et latent magtproblem liggende gemt i vores grundlov, som stadigvæk giver vores konge/dronning meget store magtbeføjelser.
- at både vores og Storbritanniens version af demokrati ikke giver tilstrækkelig frihed til den enkelte borger ej heller til mindretal til trods for at vi har frie valg
Ad 1) Grundloven og kongens/dronningens magt:
Så vidt jeg er orienteret, så har Danmarks konge/dronning ikke gjort brug af de magtbeføjelser, som vedkommende har i henhold til Grundloven, siden 1920, hvor den daværende konge Christian 10. afskedigede regeringen. Men det ændrer jo ikke på, at dette stadigvæk er en magtbeføjelse som kongen/dronningen af Danmark har i henhold til Grundloven, og der er faktisk meget mere magt udover førnævnte, som vores konge/dronning har, men dog har valgt ikke at gøre brug af.
Eksempler fra Grundloven:
- § 12, Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene
- Grundloven siger vel her, at det er kongen/dronningen og ikke statsministeren som har magten og at denne udøves igennem ministrene.
- § 13 Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.
- § 14 Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
- Jeg tolker også dette således, at det faktisk ikke er statsministeren der har denne magtbeføjelse, den har kongen/dronningen formelt 100%, omend statsministeren – efter hvad jeg ved – i dag har “overtaget” denne magtbeføjelse.
- Kongen/dronningen kan forhindre love i at blive vedtaget ved at nægte at underskrive dem
- Dertil kommer, at loven siger, at kongen er fredhellig og ansvarsfri, så han/hun kan ikke drages til ansvar for dårlig lovgivning som gennemføres, dette ansvar ligger ene og alene hos ministrene.
- §19, stk. 2 Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde
- Det må give kongen/dronningen magt til at kontrollere landets millitære magtmidler såfremt Danmark eller vores styrker udsættes for væbnet angreb indenfor landets grænser.
- § 21 Kongen kan for Folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
- § 21 siger sig selv.
Der er yderligere bestemmelser i vores grundlov, der giver kongen/dronningen magtbeføjelser, som jeg ikke har medtaget her. Det er muligt, at der findes nyere lovgigning ved siden af Grundloven, som “stækker” kongens/dronnings Grundlovsfastsatte magt.
Vigtigt: Jeg skriver ikke dette fordi jeg er imod vores dronning og kommende konge for jeg er faktisk royalist og sætter stor pris på hele kongehuset og her er faktisk et område som jeg gerne vil betale skat til – også frivillig skat af min løn til at finansiere hele kongehusets virke. For mig er det at Danmark har et kongehus en del af min identitet som dansker. Men jeg er dog på ingen måde interesseret i at kongen/dronningen har de magtbeføjelser – over Folketinget – som jeg lister ovenfor, også selvom vores konge/dronning, så vidt jeg ved, ikke har gjort brug af dem siden 1920. Det forhindrer jo ikke fremtidige konger/dronninger i at gøre brug af denne magt. Det mener jeg er en potentiel trussel mod vores folkestyre og noget vi bør have en debat om og efterfølgende en ændring af vores grundlov, så al kongens/dronningens nuværende Grundlovsfastsatte magt helt fjernes fra Grundloven. Det mener jeg sagtens vi kan gennemgøre, og fortsat have et velfungerende og vellidt kongehus.
Ad 2) Danmarks folkestyre, den personlige frihed og sikring af rettigheder for mindretal
Vi har godt nok proportionale valg til Folketinget, men jeg vil påstå, at lige så snart Folketinget er valgt, trådt sammen og en regering er dannet, ja så agerer Folketinget som flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvor 51% af Folketingets medlemmer kan vedtage love om stort set hvad som helst, der begrænser den personlige frihed eller tilsidesætter mindretals frihed.
Her misunder jeg USA for at have en forfatning, der sigter imod at statsmagten skal være lille og dens magt skal være stækket, netop for at beskytte den enkelte borgers frihed til at leve det liv som han/hun nu ønsker at leve det, og hvor mindretal kan leve uden at blive trynet af et flertal. At USA så de sidste 100 år eller måske mere efterhånden har indført masser af love, der er direkte imod deres forfatning, og som ikke er blevet fjernet igen efter enten pres fra befolkningen eller ved at disse love blev dømt grundlovsstridige i deres højesteret. Det er min opfattelse at mange af disse forfatningsstridige love er indført efter terrorangrebet 9/11-2001, noget som forskrækkede hele verden, og ikke mindst amerikanerne, til at ville acceptere at bytte deres personlige frihed ud med mere “sikkerhed”.
- Der er så vidt jeg er orienteret ikke hjemmel USA’s forfatning til at oprette en centralbank. De papirpenge (Matadorpenge) de bruger nu, er også forfatningsstridige da USA’s forfatning siger at kun guld og sølv er gyldige penge.
- Så vidt jeg ved, så må USAs myndigheder i dag gennemføre ransagninger hos borgerne uden en forudgående retskendelse fra en dommer – alene hvis myndighederne har mistanke om terrorisme.
- Det samme gælder USA’s millitær som så vidt jeg kan forstå ligeledes må tilbageholde folk (vist nok både udenlandske og amerikanske statsborgere) alene ved mistanke om terrorisme og uden ret til at få tildelt en advokat og uden at blive stillet for en dommer.
Disse ting fortsætter ufortrødent under den nuværende præsident Barack Obama, og jeg tror i dag, at flere i Nobels fredspriskomite ville genoverveje deres valg af Barack Obama til at modtage Nobels fredspris.
I Danmark tryner Folketinget i høj grad den enkelte borgers personlige frihed, og den tryner også forskellige mindretal og her er der desværre ingen forskel på om vi har en blå eller en rød regering, og det bliver ikke bedre af, at mange af reglerne er direktiver som kommer fra EU, eksempelvis:
- Den forrige blå VK regering under Anders Fogh og Lars Løkke Rasmussen lod den offenlige sektor og dermed staten vokse med +40.000 personer
- Der er netop fremsat lovforslag der forbyder rygning på enkeltmandskontorer, og ligeledes forbyder lastbilchaufførere der kører alene i deres lastbil og landmænd der kører alene i deres traktor at ryge i deres køretøjer til trods for at der ikke er andre i de pågældende “lokaler”. En radikal politiker har for nylig foreslået at rygning helt skulle forbydes i Danmark.
- Den nuværende regering forbyder producenter af tobak selv at bestemme hvor mange cigaretter der må være i en pakke cigaretter og en kioskejer må ikke åbne for en pakke og sælge smøger i løssalg. Hvad angår størrelsen af slikposer så er holdningen den modsatte, her må poserne til gengæld ikke være for store.
- Den forrige og den nuværende regering har ydet hjælp til og har reddet mange usunde banker og virksomheder. Regningen herfor, hvis det går galt, vil blive lagt over på skatteyderne og dertil kommer at regeringen sender et signal til markedet om, at det er iorden at løbe en meget høj risiko, for hvis korthuset falder, så bliver de reddet på målstregen af regeringen og dermed skatteyderne. Hvorhenne er princippet om, at de virksomheder og organisatoner der ikke selv kan stå må falde og investorerne og kreditorerne må acceptere at tabe deres penge. Den bedste forebyggelse imod spekulation og løbe meget store økonomiske risici er truslen om at man kan gå på r…. og tabe ALT. Her er jeg ikke særlig glad for, at LA har været med i den seneste bankpakke 5.
- Der er vedtaget en ny postkasselov på vegne af PostDanmarks monopol på udbringning af breve i Danmark, som pålægger danskerne at stille store grimme postkasser op helt ud ved skel, mens fri konkurrence på pakker sjovt nok gør, at PostDanmark yder en langt større service for deres kunder?!?
- Man taler om at indføre kvindekvoter i virksomhedernes bestyrelser, ikke bare i Danmark, men i hele EU. Men arbejder ikke for lige muligheder, det drejer sig i stedet om positiv særbehandling af en bestemt gruppe i samfundet.
- EU pålægger nu danske fiskehandlere at skrive de latinske navne på de fisk de sælger, vist nok ikke kun på skiltene i køledisken men også på fakturaer.
- EU har stillet forslag om, at vores skoler skal tvinges til at sætte skak på skoleskemaet
- Jeg tillader at afslutte min liste med et citat fra Simon Emil Ammizbøll’s tale ved LA’s landemøde 2012: “Ja, på Christiansborg diskuterer vi endda regler for hvilke sprog, man må tale i skolegården, hvor meget svinekød, der skal serveres på vuggestuerne, om vin til gymnasieelevernes fredagsbarer skal forbydes, og om vi skal kræve, at der bliver brugt læbepomade på danske byggepladser! Og ja, det skal vi. For det siger EU!” – Krav om læbepomade – WTF?!?
Hvad i alverden bilder EUs og Folketingets politikere sig ind, disse ting skal de på ingen måder blande sig i, det styrer vi som borgere 100% selv! Men politikerne kan ikke lade være med at diktere og regulere vores liv, for når de får magten, ja så kan ikke lade værre med at bruge den.
Gode forlag til politikerne om hvordan de kan styre vores liv endnu mere
Det her tror jeg kun bliver værre og værre og vi vil opleve mere og mere detailregulering og flere og flere forbud der kommer til at omhandle selv de mindste ting. Det kunne være:
- Det er uetisk at bruge edderdun i dyner, kun kunstfyld er tilladt
- Der må maksimalt være 12 øl i en kasse, six-packs skal ændres til four-packs, og en ølflaske/-dåse må maksimalt indeholde 25 cl
- PostDanmarks bude skal have samme optimale arbejdsforhold ved postkasserne, der jo nu står “korrekt” ude ved skel, men det giver så et problem ude på landet i de mørke vintermåneder, for her er jo ingen gadebelysning og det gør det svært for budene at læse, hvilken adresse der står på postkassen. Derfor skal disse postkasser forsynes med lys og disse skal lyse fra kl. 5.00 -> 10.00 fra 1. november til 1. marts. Ellers risikerer man igen at man ikke får posten leveret.
- Billister skal både have sele og hjelm på i bilen som et tillæg til den sikkerhed som airbags tilbyder. For yderligere at øge trafiksikkerheden, så bliver det forbudt kun at køre med en hånd på rattet, og det betyder at indtagelse af mad og drikke når man kører bil ikke længere er tilladt. Overtrædelse medfører både bøde og klip i kørekortet. Chaufføren må ikke høre radio eller musik under kørsel da det kan sænke chaufførens koncentration på linie med at man ikke må tale i mobiltelefon. Det skal dog ikke forhindre de andre der er med i bilen fra at nyde radio og musik, så biler skal fremover bygges med en seperat lydtæt boks til chaufføren. Det har også den fordel at det forebygger risikable koncentrationsforstyrrende samtaler imellem chauffør og passagerere.
- Hvis man har overvægtige børn, så risikerer man at børenene bliver fjernet af myndighederne, da det anses som misrøgt
- For at bekæmpe sort arbejde, så bliver fysiske penge ikke længere tilladt, alle betalinger skal foretages elektronisk og betalinger over kr. 5.000,- skal lagres i 5 år så relevante myndigheder kan gå tilbage og efterforske økonomisk kriminalitet. Skat vil fortsat ikke behøve en retskendelse for at måtte se i disse data.
- Al vores energi skal være 100% grøn så alle former for træpillefyr, brændeovne, oliefyr m.v. bliver forbudt, eneste form for tilladt varme/strøm bliver fra kilder som jordvarme, solceller og offenlig produceret strøm, som stammer fra vindmøller og bølgenergi. Der gives dog dispensation til spejdere som gerne må afbrænde 4 brændeknuder per hold per uge.
- På grund af stigende krav til kvaliteten af byggeri bliver gør-det-selv arbejde på eget hus forbudt, dette arbejde skal fremover udføres af uddannet personale hos statsgodkendte håndværksvirksomheder. Gør-det-selv arbejde på eget hus bliver efterfølgende betragtet som sort arbejde.
- Sidst men ikke mindst, så er den løn man tjener ikke længere ens egen, den tilhører nu staten og fællesskabet, og der gennemføres en skattereform hvor der ikke længere er tale om en trækprocent, men om en udbetalings procent, således at vi som borgere ikke længere betaler indkomstskat, men i stedet får tildelt et indkomstudbytte. Indkomstudbyttet er til dels påvirket af hvor meget man tjener så man får mindre udbytte desto mere man tjener for ellers tager man jo for stor en værdi fra fællesskabet. Dertil kommer at usund levevis også pårvirker indkomstudbyttet, og derfor skal alle borgere igennem et årligt obligatorisk sundhedstjek, hvor blandt andet rygning, alkoholforbrug og overvægt opdages og kortlægges og giver anledning til en sundhedsscore. Desto dårligere den er desto mindre indkomstudbytte får man, da man jo som usund borger risikerer at blive en økonomisk belastning for fællesskabet, da der jo her er markant højere risiko for at man bliver syg og at man derfor kommer til at trække på sundhedsvæsenets ydelser. Udeblivelse fra disse årlige sundhedstjek vil automatisk medføre en markant nedsættelse af ens indkomstudbytte.
Listen her er naturligvis vanvittig, men lur mig om ikke mange af ovennævnte ting er en realitet og vedtaget lovgivning om 10-15 år?
Det må og skal vi bekæmpe med alle lovlige og fredelige midler, vi skal ikke acceptere at politikerne og staten tilraner sig mere og mere magt på bekostning af vores personlige frihed, og de skal ikke have lov til at styre, påvirke og lave skadelige eksperimenter med vores økonomi.
Jeg synes vi skal arbejde på:
- at få vores grundlov ændret så kongens/dronnings magt helt fjernes
- at vores grundlov gradvist ændres til fordel for en forfatning, der helt klart siger hvilke få opgaver staten skal løse og at staten ikke må påtage sig andre opgaver.
- vi skal væk fra socialstaternes planøkonomi, der skaber den ene bobleøkonomi og efterfølgende langvarig krise efter den anden og tilbage til et frit marked. Så staten skal fratages muligheden for at kunne påvirke penge og skal ligeledes ikke kunne stimulere økonomien ved at stifte gæld.
- Så staten må ikke slå mønt og derfor skal vores nationalbank og den danske krone gradvist fjernes og afløses af 100% privat bankvæsen og penge skal alene dikteres af markedet. Dansk deltagelse i Euro’en er dermed udelukket.
- Staten ikke må køre med underskud, men skal altid sætte tæring efter næring, så hvis vi fortsat skal have et dagpengesystem, så skal arbejdsmarkedets parter selv aftale et system hertil
- Vores tilknytning til EU skal udelukkende dreje sig om de oprindelige liberale mål, fjerne toldmure, fjerne tekniske handelshindringer, fjerne staternes erhvervsstøtte, sikre fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.
Når alt dette er sagt, så er jeg nok en blandt få enlige frihedssøgende svaler – der modsat et stort flertal af danskerne, uden at blinke, gerne vil bytte deres personlige frihed med big mothers sikre og trygge rammer.
/Grosen Friis