Kirurgi med en kædesav – Når du bruger staten til at hjælpe de fattige

Dette er en artikel, som er skrevet af Stefan Molyneux fra FreeDomainradio.com, og som jeg har oversat til dansk.

• Engelsk artikel: Chainsaw Surgery: Using the State to Help the Poor
• Stefan Molyneux: Freedomain Radio

Så du ønsker at hjælpe de fattige.

Efter at have stirret på billederne af hjemløse mænd, der bor i papkasser under skyggen af skyskraberne, er du blevet ramt af trangen til at ekspandere velfærdsstaten, bare en smule mere så forholdene bliver forbedret. Eller du har set billeder af kvinder med et trist ansigt som er forladt af mænd og omringet af børn, og du ønsker at hjælpe dem. Eller – og det er altid de mest pinefulde og hjerteskærende – du har se billeder af børn, sultne, underernærede og hvor tre børn sover i samme seng.

Og du ønsker at hjælpe. Du ønsker at forbedre forholdene. Og du bør få et bifald for dine intensioner. Men før du starter med at svinge altruismens magiske tryllestav (eller påberåber dig statens magt), så er det måske værd at uddanne dig selv en smule i noget af kompleksiteten i fattigdom – blot så du du ved lidt om hvad du går ind til.

Der er generelt tre typer af fattige mennesker. Dem der er:

• fattige på grund af eget valg
• fattige på grund af vane
• fattige på grund af omstændighederne

Fattig på grund af eget valg

Mange mennesker vælger selv at være fattige – og det er der overhovedet ikke noget som helst forkert ved. En munk som har givet afkald på alle verdslige goder tjener stort set intet, men han kan ikke karakteriseres som en der er “ramt af fattigdom”. Hvis du giver ham penge vil det ikke hjælpe ham ud af hans fattigdom, for det er netop der han ønsker at være – han vil ganske enkelte forære det hele væk. Mange steder lever studerende ofte af almisser, men for dem er det en investering i en højere løn og øget jobsikkerhed i fremtiden, så de ikke bliver fanget i armod. Hvad med praktikanter i sundhedsvæsenet? Mange steder tjener de næsten ingenting, men er de fattige? Folk der drømmer om at blive skuespiller? Vi kan med høj sikkerhed konkludere, at det at spille skuespil er sjovt, siden så mange skuespillere bliver ved med at arbejde, selv efter de er blevet rige, så dem der stræber efter en skuespillerkarriere kan heller ikke karakteriseres som værende blandt de triste og trængende fattige. Det samme gælder for alle andre wannabes indenfor kulturlivet.

En person som vælger at simplifisere sit liv og opsiger sit stressfulde lønmodtagerjob og stater en strudsefarm tilhører ikke gruppen af personer der har behov for hjælp. Selvom vedkommende gør det for at kunne genvinde sit helbred, så er det stadigvæk hans/hendes valg. En familie hvor man beslutter, at den ene forældre er hjemmegående, mens børnene har brug for det, er “fattigere” end andre familier hvor begge forældre arbejder fuld tid – og hvad så? Ved at undgå rotteræset, som gælder for familier med to fuldtidsarbejdende voksne, så betaler de frivilligt for tid med deres børn, og reducerer dermed problemerne og potentielle risici i teenageårene. Dette er heller ikke mennesker som har brug for “hjælp”.

Fattig på grund af vane

Vi kan også kalde denne gruppe for de kontroversielle fattige. Blandt disse mennesker finder man manden som bruger hele sin løn på travbanen, eller kvinden som bruger flere penge end hun tjener på alkohol og tobak. Her finder vi også dem med en meget kort lunte, hvis personlighed dermed har betydning for deres evne til at fastholde et job. Dem som har svært ved at modtage instrukser fra en overordnet dukker også op her – sammen med dem som kvitter deres uddannelse på grund af en enkelt dårlig og ubehagelig underviser. Og dem som aldrig kommer igennem nåleøjet ved jobinterview fordi de ikke kan overskue at andre skal bedømme dem. Kvinder som vælger at få børn med skødesløse mænd er også fattige på grund af vane, da man må formode at hovedparten godt kender til de helt elementære ting ved livet, og vælger at have risikabel elskov til fordel for andre former for “social underholdning”. Denne kategori er fyldt med mennesker som foretrækker kortsigtede fordele over langsigtede fordele – og hvem kan stoppe dem, eller fortælle dem at de tager fejl? Alle beslutninger er en balance imellem kort- og langsigtede fordele. At komme på universitetet er en god ide for mange mennesker, men dog ikke hvis man ligger på hospice, eller hvis man ved, at man ikke bliver meget ældre end tyve år, eller hvis man ved man ikke er tilstrækkeligt bogligt begave herfor. At vælge et liv udelukkende med selvforkælelse kan være en udmærket strategi på kort sigt – så hvem kan fortælle ludomanen, at han helt bør stoppe med at spille? Der er ingen tvivl om at han risikerer at ødelægge sin fremtid, men nu og her er hans liv fyldt med spænding! Og selvom det han gør ikke er holdbart, hvordan kan du så hjælpe ham? Ved at give ham penge? Naturligvis ikke – det vil blot gøre ham endnu mere afhængig. Ved at forsøge at tale ham til fonuft? Det er håbløst og har aldrig virket. Få ham i behandling? Hvad hvis han ikke ønsker at komme i behandling – eller ikke engang vil indrømme at han har et spilleproblem?

Nej, den eneste måde man reelt kan hjælpe dem som er fattige på grund af vane, er at nægte at skærme dem imod konsekvenserne af deres handlinger. En spiller der ser en personlig konkurs i øjnene vil til sidst komme til at opleve en afbrydelse af sin vane – og hvis alt går vel en livsændrende katastrofe. Som mange alkoholikere vil skrive under på, så er man som regel nødt til at ramme bunden før man kan forandre sig. Så enhver krone man kaster efter disse mennesker vil blot medføre, at man forlænger perioden med deres dårlige vaner, skader deres helbred yderligere, og slørrer konsekvenserne af deres beslutninger. Velgørenhed der er målrettet mennesker der er fattige på grund af dårlige vaner er en form for selvpromoverende ondskab. Hvis din nabo råber ad sine børn hver gang hun drikker, hvad siger du så til hende, når hun banker på og spørger efter en flaske whisky? Skal du så være “generøs”? Naturligvis ikke! Heller ikke selvom du måske er nervøs ved at skulle sige nej.

Med velgørenhed risikerer man altid at komme til konstant at forlænge dysfunktionen. Lad os antage at din nabo er en rar mand, og at han pludseligt står uden arbejde, fordi hans industriarbejdsplads blev tvunget til at flytte til Polen for at kunne klare sig i konkurrencen. Han kommer forbi hos dig og spørger, om han kan låne kr. 2.500,- af dig til et kursus, hvor han forventer at kunne blive omskolet til kontorarbejde. Hvad skal du gøre i den situation? Det er ikke sandsynligt at beløbet på nogen måde er tilstrækkeligt til at kunne betale for sådan et kursus, men han fortæller dig, at han også låner penge fra andre hertil.

Hvis du ender med at låne manden pengene, så vil du enten hjælpe ham eller gør ham fortræd. Hvis han virkelig ønsker at låne penge for at kunne blive omskolet til et nyt godt job, så vil det måske hjælpe ham – måske ikke. Hvad nu hvis der bare ikke p.t. er så stor efterspørgsel efter folk til kontorarbejde? Hvis der havde været høj efterspørgsel efter folk til kontorarbejde, så ville der uden tvivl være ledige stillinger, hvor man bliver oplært i arbejdstiden. Er det en god kursusudbyder, eller er det blot et værdiløst kursus udelukkende oprettet for at udnytte arbejdsløse? Og hvor stor er sandsynligheden for success for en person, hvis vedkommende spørger en vildt fremmed om et lån? Hvad fortæller det os om hans venner og familie? Kan der være en god årsag til, at de ikke længere låner ham penge?

Og hvad hvis han ikke reelt vil bruge pengene på at omskole sig til et nyt og bedre job, men gerne bare vil slippe for at skulle arbejde? Hvis du låner ham pengene, så gør du ham fortræd, fordi han nu blot vil ende med at få et endnu større tids-gab på sit CV, hvor han ikke har lavet noget, han vil blive det ældre, og hans i forvejen dårlige arbejdsmoral vil blot blive yderligere forværret. Hvad nu hvis han bruger pengene på hash? Så vil dine penge medføre skade på hans lunger og hans hjerne. Alle hans dårlige vaner vil blot blive yderligere forankret i hans personlighed. Så hvad man umiddelbart tror er hjælp og venlighed, viser sig i stedet at gøre skade.

Hvis du låner din nabo penge, og han ikke ender med at få et job, så vil situationen blot blive mere og mere anspændt som månederne går. Din nabo vil blive nødt til at undgå dig eller komme op med nye dårlige undskyldninger. Du vil inderst inde føle dig snydt, vred og skyldig.

Der er utrolig mange betydelige risici forbundet med velgørenhed, så det er en meget vanskelig opgave at involvere sig i. Det at yde og overføre penge, tid eller andre resourcer er den mindste udfording – og til trods for dette, så er det lige her mange mener at staten skal involveres, udnytte sit magtmonopol og tvangsindrive midler hertil.

Fattig på grund af omstændigheder:

De fattige i denne gruppe er dem som er værdige til at modtage velgørenhed, fordi de er havnet i gruppen af fattige uden selv at være skyld i dette. Den største gruppe her er naturligvis børn, som ikke selv har haft mulighed for at bestemme, hvem der skulle være deres forældre.

Denne gruppe inkluderer også de psykisk syge, dem som pludselig rammes af alvorlig sygdom – og i en langt mindre grad – dem som er havnet i fattigdom på grund af en serie af bizare, uheldige og uforudsigelige omstændigheder. Eksempelvis den gravide enke, hvis ægtefælle blev slået ihjel i en ulykke og hvor deres forsikringsselskab i samme periode gik konkurs.

Man kan her godt få den umiddelbare tanke, at netop denne kategory af fattige gør det helt enkelt og klart, hvem det er man skal hjælpe. Dette er dog ikke helt tilfældet, man kan ikke ritig komme til at hjælpe børn, som lever i fattigdom uden at give penge til deres forældre. Og hvis man giver forældre penge på grund af at deres børn lever i fattigdom, så ved vi desværre fra økonomisk lærdom, at vi dermed blot vil skabe endnu flere fattige børn. Når (statens) efterspørgslen efter fattige til at modtage hjælp stiger, så stiger udbuddet også. Hvis du tvivler på at dette overhovedet kan have gang på jorden, så kig i statistikker over fattigdom i USA fra den store depression i 1930’erne og før/efter de føderale sociale programmer i USA – såsom the ‘Great Society’ i 1960’erne.

Psykisk syge er utroligt svære at hjælpe, da de har en markant defekt, når det drejer sig om at balancere, hvad man bør opnå på kort og mellemlangt sigt. I Toronto i Canada er der eksempelvis langt flere senge til hjemløse end der er er hjemlse, og til trods for dette så ses hjemløse alligevel jævnligt udenfor selvom årtiden og vejret betyder at temperaturen er under frysepunktet. På grund af deres psykiske sygdom, så er de ikke i stand til at beskytte sig selv imod sig selv, og det er ikke nogen forbrydelse af være skør.

De fysisk syge er naturligvis langt lettere at hjælpe, men de er dog ofte en minoritet indenfor den gruppe vi kalder ‘fattige’. De er dog lette at opdage, da de har tydelige symptomer på deres sygdom, og de vil typisk også selv forsøge at få hjælp.

Dette betyder at dem som er tilbage, er dem som er fattige på grund af omstændigheder, og dem som reelt gerne vil forbedre sig selv for at komme videre med deres liv, men som blot mangler en hjælpende hånd hertil. Men hvor let er det at finde dem?

Det ville være så meget lettere at finde dem, hvis ikke det var fordi de hele tiden blev overskygget af dem, som er fattige på grund af dårlige vaner, en gruppe der hele tiden forsøger at forklæde sig, så de minder om gruppen der er fattige på grund af omstændigheder. Dem som er fattige på grund af dårlige vaner er fuldt ud bevidste om, at de kan opnå betydelig økonomisk hjælp og anden støtte, hvis de får held til at forklæde sig som om de er fattige på grund af omstændigheder – og derfor vil de arbejde hårdt for at skjule deres dårlige vaner og tegne et billede af sig selv som hjælpeløse ofre. De ved, at processen med at udrede og få styr på et sammenfiltret spind af dårlige personlige valg kræver en stor personlig investering i form af tid og energi – som regel langt mere end det kræver for at opnå velgørenhed. Vi får som regel en følelse af tvivl, hvis vi giver en tigger på strøget kr. 50 – for vil vedkommende købe mad eller alkohol? – det er præcist på grund af dette problem. Inderst inde ved vi godt, at når en tigger spørger komplet fremmede om penge, så er det fordi vedkommende har udtømt tålmodigheden hos venner og familie – det er ikke et godt tegn, når en tigger bruger andres velvilje til et “godt formål”.

Hvis vi beslutter os for at forsøge at udføre den svære opgave det er at udrede et andet menneskes sammenfiltrede spind af dårlige personlige valg, fordi vi ønsker at blive bedre til at mårette vores velgørenhed imod de mennesker, hvor den vitterligt vil gøre gavn. Så skal vi være klar over, at vi her udsætter os selv for betydelige risici for både følelsesladede og fysiske udfald. Forestil dig at du stiller følgende spørgsmål til den rare nabo, som er nævnt ovenfor, manden som bad om penge til et kursus, som ville kunne omskole ham til at bestride forskelligt kontorarbejde.

• Hvorfor har du ingen opsparing?
• Hvorfor låner du ikke i stedet penge fra venner eller familie?
• Hvorfor er du ikke medlem af en gruppe, klub eller forening, hvor du kan få hjælp?
• Kan du ikke få et stipendium til omskoling?
• Kan du ikke søge et job der inkluderer at oplære og omskole dig i arbejdstiden?
• Har du mulighed for at tage et lån i banken til at finansiere omskolingen?
• Har du mulighed for at tage et andet job om aftenen, så du kan tjene penge til omskoling?
• Har du en brochure for den virksomhed/uddannelsesinstitution du ønsker at gå på?
• Er der gode jobmuligheder indenfor det fagområde du ønsker at bliver omskolet til?

Der er hundredevis af spørgsmål man kan stille en person, der ansøger om velgørenhed, så man bedre kan vurdere deres reelle intentioner. En person som reelt er fattig på grund af omstændigheder vil sætte pris på at blive stillet alle disse spørgsmål, og der vil være gode chancer for, at man i processen finder ud af gode og produktive alternativer til overhovedet at få velgørenhed. En person der er fattig på grund af dårlige vaner, vil med stor sandsynlighed i stedet blive fornærmet og agressiv overfor vedkommende der stiller de mange spørgsmål. Det er netop det, som skal til for at skille fårene fra bukkene. En person som bliver vred over at skulle svare på spørgsmål, der afslører om vedkommende selv har et medansvar for sin nuværende situation, er med stor sandsyndlighed fattig på grund af dårlige vaner, og sådanne mennesker vil man blot skade, og ikke hjælpe, hvis de blev bevilget nogen former for velgørenhed.

Før velfærdsstatens indtog, var det private velgørenhedsinstitutioners vigtigste opgave at sortere de dovne og umotiverede fra dem der vitterligt havde være uheldige. Dem som ansøgte om hjælp var nødt til at gå igennem byger af spørgsmål fra et panel af personer, hvis formål det alene var at vurdere ansøgerens reelle hensigter. Panelet har forsøgt at vende hver en sten og finde så mange alternativer som muligt, typisk alternative jobmuligheder, fremfor at tilbyde hjælp. Hvis hjælp blev tildelt en ansøger, så ville ansøgeren med jævne mellemrum blive indkaldt til løbende evaluering for at sikre, at ansøgeren kom videre med sit liv og ikke gik i stå på grund af eller på anden måde blev afhængig af støtte. En process der svarer til en læges faglige vurdering af, om en patient bør få ordineret kraftigt virkende medicin såsom morfin. Det uddeler man ikke som slik, og man skal konstant arbejde på og forebygge at patienten ikke pludselig havner i et misbrug – netop fordi morfin og velgørenhed er så faretruende behageligt.

I bakspejlet kan vi se den helt modsatte process ske op igennem eksempelvis 1960 og 1970’ernes USA, hvor seriøs og løbende vurdering og granskning af ansøgere til og modtagere af støtte og arbejdsløshedsunderstøttlse støt og roligt blev udvandet for til sidst helt at blive eliminieret. Det at få fjernet løbende vurderinger og granskning af ansøgere til støtte er lige præcis det som er målet for de mennesker, som er fattige på grund af dårlige vaner, da de altid forsøger at fremstå som ofre, der er fattige på grund af omstændigheder, og dermed opnå støtte og hjælp, de som udgangspunkt på ingen måde er berettigede til.

Velfærdsstaten har, desværre, helt elimineret den allervigtigste kompetence for at yde kompetent velgørenhed, og denne kompetence er en meget dyb viden og indsigt i at kunne udpege de mennesker, der vil have gavn af og komme videre med deres liv, hvis de blev tildelt støtte, og tilsvarende forebygge, at andre ikke motiverede modtoger velgørenhed, da det på ingen måde vil gavne dem – tværtimod vil det skade dem. Centraliseret statsbureaukrati der blindt sender økonomisk støtte til modtager de slet ikke kender kan aldrig nogensinde vide om de fremmer gode vaner eller fastholder folks dårlige vaner. Og statens socialrådgivere står ofte helt uden reel indflydelse på, om ansøgere kan bør få tildelt støtte eller ej. Velfærdsstatens vokseværk har desværre udraderet hovedparten af privat velgørenhed og den smule der er tilbage har mistet essentiel viden og kompetancer hvad angår kompetent at kunne udpege og tildele støtte. Ofte er selv private velgørendhedsorganisationer afhængige af subsidier fra staten og her er grundig udspørgen af hver enkelt ansøger ganske enkelt forbudt ved lov.

Alle empatiske og sympatiske sjæle ønsker at hjælpe fattige så meget som overhovedet muligt. Som de ovennævnte problemstillinger tydeligt indikerer, så er det at hjælpe fattige ikke nogen let opgave. Nogle gange er det der er brug for et sympatisk kram, en kop kaffe og/eller et lyttende øre. Nogen gange er det at fjerne sympati og resourcer. Nogen gange er det at tilbyde et job fremfor direkte økonomisk støtte. Nogen gange er det at tilbyde ophold på en afvænningsklinik. Nogen gange er det en kombination af ovennævnte.

Velgørenhed er som kirurgi – det er kompleks, præcisionsarbejde, farligt og kræver man har dyb viden og gode kompetencer. Hvis du vitterligt ønsker at hjælpe folk, så er du ganske enkelt nødt til at være kompetent og have stort personligt kendskab til de mennesker du ønsker at hjælpe. At bruge velfærdsstaten til at løse problemerne med fattigdom – med illegitimt tvangsopdrevede midler via skatten – gør langt mere skade end gavn. At gøre brug af statens magtmonopol til at tvangsopdrive skatter og omfordele disse midler og kalde det velgørenhed svarer til at kaste med sløve knive imod en flok mennesker og kalde det kirurgi. Hvis der sker noget godt er det rent tilfældigt og langt flere mennesker skades end der er mennesker som hjælpes videre. Det er tid for frihedselskende borgere at stille sig selv et vigtig spørgsmål:

Hvordan kan vi hjælpe fattige uden brug af staten? Svaret på dette spørgsmål er: Markant bedre end de bliver hjulpet nu.